Hej,
Har en bror med asperger syndrom.
Veldig ofte er det vondt å være hjemme. Jeg vil ikke hjem, og så ofte jeg kan er jeg med andre venner hjem etter skolen. Vennene mine forstår ikke at det kan være så ille at han kan ha enhjerneskade. For de vet ikke hvordan det er. De sammenligner også sine søsken med min bror. Da blir jeg veldig lei meg. Jeg gråter hver dag på grunn av han. Pappa blir veldig fort sinna og han og broren min krangler veldig ofte. De slåss ordentlig. Det er trist. Mamma har lettere for å forstå at det er vanskelig for broren min. Jeg må også trøste mamma en del fordi hun gråter og fordi hun blir bedre når jeg trøster henne. Jeg vil gjerne forklare vennene mine på en ikke så kjempelang forklaring at det er vanskelig hjemme.
— For dig der har en søskende med autisme
Jeg tror, at der er mange her på siden, der kan nikke genkendende til din historie.
Hvordan fortæller man sine venner om sin bror eller søsters autisme, så de forstår det? Og er det overhovedet muligt for andre at forstå, hvor svært og trist det kan være at have en bror eller søster, der er så anderledes??
Jeg tror at lige gyldigt, hvor godt man forklarer sig til andre, så vil de have svært ved at forstå præcist, hvordan det er at være dig.
Jeg tror det bedste du kan gøre er, at fortælle andre, at han har en hjerneskade og så evt. prøve at skrive et brev, hvor du med dine egne ord fortæller, hvordan dagene hjemme hos jer er, og hvad det er for nogle ting din bror gør, der er anderledes. Brevet kan du vise til dine bedste venner, og så kan de læse om, hvordan det er at være dig, og hvad det er din bror gør.
Jeg håber også for dig, at der findes en voksen enten i din familie eller på skolen, som du kan snakke med. jeg tror det er vigtigt, at I (din mor, far og dig) finder en voksen, som du kan bruge til at tale med, så du kan få luft for alt den sorg du føler. Det kan ofte være svært at fortælle til sine forældre, men måske du kunne finde en anden voksen, der har tid til dig, og som du stoler på.
Held og lykke med det!