Hej,
ja hvor skal jeg begynde…
I børnehaven og videre i skolen, kunne min mor se at der var noget anderledes ved lillesøster.
Senere skrev mor alt det der var anderledes ved Isabella ned og tog det med ned til lægen. Efter at have kigget på det, sagde han:” Jeg kan ikke give en diagnose når jeg ikke har Isabella foran mig, men det lyder som en gren inden for Autisme
Senere har mor fortalt mig at da mig og Isabella var små, kunne Isabella finde på at prikke mig i øjnene, ikke fordi hun var vred på mig. Senere bed hun mig når hun blev vred på mig. Jeg bliver så frustreret når hun opfører sig mærkeligt eller bliver vred uden grund. Hun er utrolig intelligent og ved godt selv at hun er anderledes
Nu hvor hun er 14 og jeg er 16, er det ikke blevet nemmere… Hun er virkelig svær at være sammen med, hun er inde på sit værelse hele tiden og kommer kun ud når vi skal spise eller hun skal på toilet. Hvis man kommer til hendes dør er det sjældent at hun er glad for at se én og hun bliver meget nemt sur. En forkert bevægelse og hun smider én ud derfra.
Når vi har det godt sammen, så går det rigtig godt. Jeg bliver så irriteret på hende når hun ikke forstår hvorfor jeg reagere som jeg gør. Og jeg føler mig snydt, snydt for den fantastiske søster jeg kunne have haft… Og derfor føler jeg mog som et dårligt menneske. Jeg elsker hende utrolig højt og jeg ved ikke hvad jeg ville gøre uden hende, men det er bare så svært!
Jeg føler at det er uretfærdigt for mig, fordi det altid er mig der skal undvære eller undskylde. Hvis hun er sur er det mig der skal sige undskyld for ellers bliver der bare endnu mere ballade.
I mit hjerte kan jeg ikke få hende til at være anderledes end mig, for mig er hun en helt almindelig person, som opfører sig mærkeligt og derfor bliver jeg så skuffet hver gang hun gør noget der for mig tilbage til virkeligheden
Der var en periode hvor jeg fik en mindre depression pga af hende, og jeg nåede til det stadige hvor jeg legede med tanken om ikke at være her mere, men det ville jeg ikke kunne gøre mod min familie og jeg har det også bedre nu.
Det er virkelig svært for mig for jeg føler at hun kunne så meget med sit liv hvis hun bare ville, men jeg ved jo godt at hun ikke kan.
Hvor må det være forfærdeligt at være hende…
Jeg ved ikke om der så meget er et spørgsmål i alt dette, men jeg havde virkelig brug for at sige alt dette her til nogen og jeg håber med forventning et svar fra dig.
Mvh Rebecca, 16 år
— For dig der har en søskende med autisme
Hej Rebecca,
Tusind tak for dit brev, du er vel nok god til at beskrive dine følelser og specielt alle de dobbelte følelser du har, ja det må godt nok være svært at være dig. Jeg kan sagtens forstå din følelse af at være snydt for den søster du ikke fik, det tror jeg mange i din situation kan genkende. Men det gør dig på ingen måde til et dårligt menneske, det er en helt naturlig reaktion. Dit brev viser jo meget flot, hvor meget du engagerer dig i din søster også ved det, at du har skrevet her til. Jeg håber, at du har mulighed for at kunne snakke med en voksen om mange af de tanker og følelser du har og måske også kunne få mulighed for at tale med andre søskende til børn og unge med autisme, selvom din søster ingen diagnose har. For det lyder for svært for dig at gå med alle de tanker alene. Jeg håber også for dig, at du med tiden kan komme til at acceptere og holde af din søster som hun nu er med de vanskeligheder hun har, så du ikke skal have så mange skuffelser og bristede forventninger. Jeg ønsker dig alt godt med dig og din familie og du er meget velkommen til at skrive igen.
Bedste hilsner Vibe