Jeg er en pige på 18 år, og har en søster på 21 som er autist. Hun har ikke diagnosen som autist, men har tydeligt de samme træk og vi har snakket om det i familien. Jeg har ikke noget forhold til min søster på nogen måde. Vi bor i samme hus og det, men vi deler intet og kan være i det samme rum i lang tid og ikke sige et ord til hinanden. Hun gør mig så ked af det så tit, fordi jeg går på handelsskolen og har lange dage hver dag, og hun har dage til klokken 1 og klager over det. Hvis der ikke er en konflikt kan hun ly hurtigt skabe en og kan kan ikke sige eller bede hende om noget uden hun går i total selvforsvar. Jeg har sjældent venner med hjemme fordi jeg synes hun er så pinlig, og nogen gange bliver jeg på skolen efter tid, fordi jeg bare ikke gider hjem. Når det bare er mig og mine forældre er det hele bare meget bedre.
Gør det mig til et dårligt menneske at have det sådan her
Amalie
— For dig der har en søskende med autisme
Kære Amalie
Mange tak for dit brev.
Jeg synes bestemt ikke det gør dig til et dårligt menneske at have det som du har det, det er helt forståeligt at du kan have det som du fortæller.
Hvis du læser andre breve herinde, vil du se at mange søskende til personer med autisme har det, som dig. Det er jo godt, at du kan skrive her og fortælle om det, tænker også det kan være rart for dig, at sige de ting du føler højt.
Der er noget her på sitet vi kalder Mødestedet , her kunne du evt. efterlyse andre søskende på din alder, som du kunne skrive med. Jeg håber også du har mulighed for at for at have dine forældre for dig selv ind imellem, enten derhjemme eller ude i byen. Selvom du er 18 år og din søster også er voksen, tænker jeg, om det kunne hjælpe dig at snakke med dine forældre om situationen, og hvordan I måske kunne forbedre samværet med din søster i hjemmet.