Hej
Jeg er lillesøster til en bror der, for snart 3 år siden fik at vide, at han har Aspergers Syndrom. Han har været min bedste ven og vi har haft rigtig mange ting sammen, på godt og ondt, i mange år.
Min mor har henvendt sig mange forskellige steder op gennem hans barndom fordi hun kunne se at han var lidt ved siden af de andre børn. Men det er mange år siden og man var ikke så bevidst om AS, Jeg er 32 år. Han har derfor også altid fået al min mors tid. Og jeg måtte indordne mig og høre efter hvad der blev sagt, også når min bror sagde noget til mig.
Efter han fik diagnosen kan jeg pludselig forstå hvorfor han altid “hang” på mig. Og jeg kan forstå hvorfor min mor, da vi var teenagere, altid tvang mig til lade ham komme med. Uden mig ville han nok ikke have haft nogen venner.
Jeg kan bare ikke forstå hvorfor det hele giver mindre og mindre mening inde i MIG nu. Efter han fik diagnosen er det hele bare faldet fra hinanden. Han har været en stor påvirkning i mit liv og den måde jeg er på. Efter han er blevet diagnosticeret, tvivler jeg på alt jeg ved og har lært.
Er jeg et Aspergerbarn når min bror er? Eller kan han have ”smittet af” når jeg, igennem så mange år, har gået klistret op af ham?
Jeg håber du kan hjælpe mig
Hilsen Anonym
Hej
Mange tak for dit brev. Jeg forstår godt alle dine tanker og overvejelser omkring dig selv og din bror. Det lyder jo som du har været en stor støtte for din bror igennem årene og at I har haft et meget tæt forhold og venskab, samtidig med at du har haft en stort ansvar.
Det lyder også som om nogle ting har ændret sig i forbindelse med at han fået en egentlig diagnose. Måske kommer du til at forstå din barndom i et andet lys, nu din bror har fået en diagnose og samtidig minder det dig også om, at du har måttet stå meget i anden række pga. ham. Jeg tænker derfor, at det ikke er ualmindeligt at det sætter det mange tanker i gang hos dig at du kan blive ramt af mange forskellige følelser. I hvert fald er det jo helt sikkert, at du har været en stor støtte for ham og medvirket til, at han har fået et vist socialt liv gennem hans barndom, samtidig har du formentlig også måttet give afkald på nogle ting på den bekostning.
Jeg ved ikke om du kan tale med din mor om den tid eller en anden i din nærmeste familie/netværk og evt. her på siden søge nogle andre ”voksne søskende” at tale/skrive med. Endelig kan det jo være jo du har brug for at tale med en professionel helt uden for familien om disse ting. En ting er i hvert fald helt sikkert, du kan ikke blive ”smittet” af at være meget sammen med en der har Aspergers syndrom.
Håber det svar har hjulpet dig lidt på vej og ellers er du velkommen til at skriv igen.
Mange hilsner Vibe